Historie

At genopbygge lokalsamfundet og gode arbejdspladser skulle blive grundlaget for Reeholm & Bredahl

Det er 22. maj 1947, blot tre år efter 2. Verdenskrigs afslutning, at en storbrand lægger Randers Stolefabrik i aske.

“… gnisterne føg, ruder knustes, gardinerne brændte, og de måtte evakueres,” fortæller et øjenvidne om naboerne til fabrikken i avisen mange år senere. Det var en stor og voldsom ulykke.

Randers Stolefabrik blev grundlagt i 1875 af snedkermester Peter Justesen og voksede til en stor fabrik i 1926 med en aktiekapital på kr. 200.000. Branden påvirkede således mange mennesker og familier.

Med krig og ødelæggelse fulgte også evnen til at rykke tættere sammen, at føle et ejerskab og gribe til handling. Da C.M. Reeholm, der dengang som ung ingeniør arbejdede ved Randers Kommunes tekniske forvaltning, fik opgaven at genrejse fabrikken, besluttede han at starte eget firma. Det blev firmaets første sag.

At genopbygge lokalsamfundet og gode arbejdspladser skulle blive grundlaget for Reeholm & Bredahl.

Dette er i sin enkelthed bærende for virksomhedens værdier den dag i dag.

1961 blev O.N. Bredahl partner. Reeholm & Bredahl løftede i tæt partnerskab herefter mange interessante byggeopgaver, bl.a. var de med i projekteringsgruppen, der forestod opførelse af skoler i det gamle Randers Amt under ’Midtjyllandsplanen’.

I 1971 døde Reeholm pludseligt, og firmaet blev året efter omdannet til et aktieselskab med yderligere to partnere. Siden 1981 er flere partnere kommet til, blandt andet i takt med at det rådgivende ingeniørfirma voksede til at beskæftige 35 medarbejdere.

Rækken af projekter, der er realiseret med et dedikeret team af bygningsingeniører, assistenter og konstruktører igennem disse år, tæller blandt andet:

Kommunaltekniske opgaver såsom byggemodninger, kloakanlæg og renseanlæg. For kommunerne blev projekteret skoler, plejehjem og administrationsbygninger. Boligforeninger fik projekteret boliger. Private bygherrer og selskaber fik projekteret parcelhuse, butikker, fabriksbygninger og tekniske anlæg til energigenvinding og energibesparende foranstaltninger.

Blandt kunderne var Aktieselskabet De Danske Spritfabrikker, Bryggerigruppen A/S (fælles produkter fra Faxe, Ceres, Thor, Albani, Danish Interbrew og Maribo) og Dansk Supermarked A/S.

Vores logo

Silhuet og dynamiske linjer inspireret af et organisk fossil af en forstenet blæksprutte (Ammonite).

Logoet afspejler vores måde at arbejde på.

Vi står på en lang, solid historie, når vi arbejder med naturen for at skabe kreative og innovative byggerier for nutidens mennesker.