Omdannelsen af Det Gamle Æggepakkeri er med i kapløbet til at vinde Renoverprisen 2024. Efter at have vundet Randers Kommunes arkitekturpris i efteråret 2023, er det endnu et stort klap på skulderen, at Det Gamle Æggepakkeri – der udgør rammen som vores fantastiske kontor – er indstillet til renoverprisen.
Det Gamle Æggepakkeri er indstillet, fordi det er et renoveringsprojekt i særklasse. Renoveringen er et fremragende eksempel på, hvordan en renovering kan give en gammel industribygning fra 1923 nyt liv som et hyggeligt og unikt kontorunivers.
I renoveringen er der arbejdet med en blanding af genbrug, bæredygtige tiltag, upcycling og bevaring. Bygningens oprindelige konstruktioner er afdækket, så sporene fra bygningens historie skinner igennem. Der har været fokus på at energioptimere og genbruge så meget som muligt, samtidig med at der tilført få udvalgte, nye elementer og materialer. Resultatet er et unikt kontormiljø med sjæl og charme, hvor det gamle når nyt liv i en atypisk og indbydende helhed, der stråler af historie og kvalitet.
Renoveringen er gennemført i samarbejde med Bruno Jakobsen Design (indvendigt design) og P+P Arkitekter (udvendigt bevaringsværdigt design).
Læs mere om indstillingen her: Renoverprisen 2024
Om Renoverprisen
Renoverprisen blev uddelt første gang i 2013 for at hylde og fremhæve Danmarks bedste renoveringsprojekter. Prisen uddeles af Grundejernes Investeringsfond og den filantropiske forening Realdania med det formål at hylde den gode renovering og give renovering den synlighed og anerkendelse, som disciplinen fortjener.
Selvom prisen har været uddelt i mere end ti år, har den aldrig været mere vigtig end nu. Det skyldes et fortsat større fokus på, at man med renovering af eksisterende bygninger, fremfor at rive ned og bygge nyt, kan reducere klimapåvirkningen fra byggeri og spare på ressourcerne.
De indstillede projekter bliver vurderet på baggrund af seks hovedkriterier i form af eksempelværdi, solidt samarbejde, inspirerende ressourcetiltag, faglig kvalitet, blik for brugerne og levende bygningskultur. På den måde favner Renoverprisen hele processen bag et vellykket renoveringsprojekt anno 2024.
Blandt de indstillede projekter udvælger Renoverprisens nomineringsudvalg fem-syv nominerede projekter. Vinderen findes efter en afstemning blandt 70 byggefagfolk.