Longlistet til RENOVERPRISEN

Renoveringen af Det Gamle Æggepakkeri er med i kapløbet om at vinde Renoverprisen 2025.

Nu er de longlistet projekter til Renoverprisen blevet offentliggjort. Prisen uddeles af Grundejernes Investeringsfond og den filantropiske forening Realdania for at hylde den gode renovering og skabe større synlighed og anerkendelse af renovering som disciplin.

I 2023 gennemgik det historiske æggepakkeri igen en omfattende transformation. Denne gang en renovering med fokus på bæredygtighed, energioptimering og genbrug med det formål at omdanne den historiske arkitektur til et unikt kontormiljø. Dette er sket ud fra et ønske om at genanvende og bevare bygningens historiske charme og derved værne om en bid af Randers’ industrihistorie.

Netop det gjorde, at vi vandt Randers Kommunes Arkitekturpris det år.

I omdannelsen er der gennemgående arbejdet med en blanding af bevaring, genbrug og upcycling af senere tilføjede apteringer og overflader, og få velvalgte nye elementer og materialer. Således er spor og elementer af bygningens tidligere anvendelser bevaret.

 

Renovering med blik for brugeren

Det Gamle Æggepakkeri er et unikt projekt, hvor brugeren har været i fokus under hele renoveringen. Selvom der er taget ekstraordinære skridt for at bevare og genbruge bygningens historie og sjæl, er der samtidig tilført nye materialer og energioptimeret mange løsninger. Der er mange fællesområder som den hyggelig gårdhave, kantine og træningsområde samt det nøje udvalgte interiørdesign med mørke toner, fritlagte bjælker og rå elementer med til at fremhæve bygningens industrielle historie og skaber et inspirerende arbejdsmiljø for bygningens brugere.

Der er ikke tale om et typisk moderne kontormiljø. I stedet er det et hyggeligt univers med charme og intimitet. Et indbydende sted, der stråler af kvalitet, og hvor man trives og man har lyst til at møde ind hver dag. Det Gamle Æggepakkeri er altså et sted, hvor man ikke er gået på kompromis med hverken bygningens sjæl, bæredygtighed eller brugervenlighed.

 

 

Vi skal renovere mere fremfor at rive ned

Renoverprisen har været uddelt i mere end ti år, men den har aldrig været mere vigtig end nu. Det skyldes et fortsat større fokus på, at man med renovering af eksisterende bygninger, fremfor at rive ned og bygge nyt, kan reducere klimapåvirkningen fra byggeri og spare på ressourcerne.

Blandt de indstillede projekter udvælger Renoverprisens nomineringsudvalg 5-7 finalister.

Læs mere om nomineringen her.

Arkitekter: Bruno Jakobsen Design (indvendigt design) og P+P Arkitekter (udvendigt bevaringsværdigt design)